En iXBRL-fil er en almindelig webside. Det betyder, at I selv kan kigge den efter – med en browser og en teksteditor. Her er syv ting, der tager ti minutter at tjekke.
Åbn filen i en browser for at se den som side. Åbn den i en teksteditor (eller vælg »Vis sidens kilde« i browseren) for at søge i selve koden.
1. Ligner den rapporten?
Den læsbare del er det, der offentliggøres. Står tabeller, tal og tekst, som I har godkendt dem? Mangler der sider, eller er der tomme sider?
2. Hvilken version af formatet?
Søg efter inlineXBRL i koden:
http://www.xbrl.org/2013/inlineXBRLer Inline XBRL 1.1 – det format, bekendtgørelsen kræver i Regnskab Special.http://www.xbrl.org/2008/inlineXBRLer den ældre version 1.0.
3. Hvad ligger skjult?
Søg efter <ix:hidden>. Alt mellem den og </ix:hidden> bliver indberettet, men ikke vist. Står der ix:nonFraction derinde, er det beløb – og fra 1. januar 2027 kontrollerer Erhvervsstyrelsen, at kun en fast liste af felter står skjult. Der er ingen beløb på listen. Se 2027-reglen.
4. Er noget gemt på anden måde?
Søg efter display:none. Opmærkede tal i elementer, der er skjult med CSS, bliver heller ikke vist på siden. Og afsnit, der kun vises ved udskrift, må ikke indeholde opmærkning.
5. Står skalaen rigtigt?
Står rapporten i t.kr.? Find årets resultat – søg efter fsa:ProfitLoss – og se, om tallet har scale="3". Ellers er det indberettet tusind gange for lavt. Se tre fejl, der ser rigtige ud.
6. Er fortegnene rigtige?
Find personaleomkostningerne – søg efter fsa:EmployeeBenefitsExpense. Omkostninger skal indberettes som positive tal, så der må ikke stå sign="-" på dem. Har virksomheden et underskud, skal årets resultat derimod have sign="-".
7. Hvilken taksonomi?
Søg efter schemaRef. Adressen indeholder taksonomiens dato – fx 20251001 for 2025-versionen. Er det en version, styrelsen tager imod for jeres regnskabsår?
Og så: valider den
Ovenstående fanger det, øjet kan se. En fuld validering kræver et program, der kender specifikationerne og taksonomien – fx open source-programmet Arelle. I Factfil sker det automatisk, og I kan teste filen hos Erhvervsstyrelsen med ét klik, før den indberettes.
Vil I have os til at kigge på en af jeres filer? Book en demo. Et automatisk tjek i Factfil af en fil, I allerede har, kommer snart.
Kilder: Bekendtgørelse om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed (BEK nr. 859 af 18/06/2025) § 17, stk. 2 · Erhvervsstyrelsen, »Taksonomier, aktuelle« og »Kontroller« (FR71, FR88).